Holbæk Kommunes familiecenter har fået et nyt it-system, som giver mindre administration og mere plads til faglighed og arbejdet med det enkelte barn.
DUBU, eller ”Digitalisering – udsatte børn og unge”, er et digitalt værktøj, som sætter barnets behov i centrum og samtidig frigør tid til konkret behandling af sager. Ifølge kommunernes it-fællesskab KOMBIT, vil DUBU desuden give større systematik og dermed færre fejl i sagsbehandlingen.
– Udviklingen på området for udsatte børn og unge har de senere år resulteret i større krav til både sagsbehandling og dokumentation. DUBU understøtter vores sagsbehandlingsgang og er derfor et godt redskab, når vi skal finde det bedste match mellem barnets behov og kommunens tilbud, forklarer Helle Mariager, der er chef for det specialiserede børn- og ungeområde.
It-systemet gør det samtidig nemmere for kommunens sagsbehandlere at registrere og dokumentere effekten af deres arbejde.
Opkvalificering af medarbejderne
I januar og februar måned vil medarbejderne fra kommunens familiecenter på skift tage på kursus, hvor de bliver klædt på til at håndtere det nye system. Det kan i de to måneder påvirke sagsbehandlingstiden, men borgerne bliver holdt opdateret på kommunens hjemmeside, og Familiecentret tilstræber naturligvis, at borgerne bliver berørt mindst muligt.