22. november 2024

Robot-sælen Paro er en stor succes i plejesektoren i Holbæk. Foto: Jessica.

Robot-sælen Paro er en stor succes i plejesektoren i Holbæk. Foto: Jessica.
I oktober 2010 blev den japansk-udviklede robotsæl Paro taget i brug som pædagogisk værktøj på plejecentrene i Holbæk Kommune. Robot-sælen er blevet en stor succes, så nu er dukker og sågar en levende hund også ”flyttet ind” hos de ældre.

Her ved indgangen til 2012 er Paro-sælen flyttet permanent ind på alle plejecentre og i hjemmeplejen i Holbæk Kommune. Hver plejeenhed har således en sæl til rådighed, og sælerne benyttes flittigt af de ældre, som bliver både gladere, roligere og oplever større livskvalitet ved den nærhed, de får af kontakten med sælen.

Sælerne har en ”sæl-fører” blandt plejepersonalet, og medarbejderne bliver først sæl-fører, når de har taget et kvalificerende kursus i, hvordan sælen bruges bedst. Det hører med til kurset, at medarbejderne trænes i at vurdere, hvilke type beboere der har glæde af sælen, og hvordan arbejdet bedst tilrettelægges.

Mens særligt borgere med fremskreden demens har stor glæde af paro-sælen, har de mere friske borgere fornøjelse af dukker. Mange sætter pris på at give omsorg og nærvær, og derigennem får de mere livskvalitet i hverdagen.

– Det er helt tydeligt, at de ældre opnår større livskvalitet gennem disse nye hjælpemidler, vi nu har til rådighed. Vores beboere lyser op, er glade og oplever en større fornemmelse for omverdenen. Det er helt afgørende, at de ældre har en god hverdag, og hjælpemidlerne giver dem en fornemmelse af ”at være hjemme”, fortæller Kirsten Becker fra Ældreområdet i Holbæk Kommune.

Hunden er menneskets bedste ven
Udover sæler og dukker har Plejecentret Elmelunden i Jyderup desuden haft stor succes med at have besøg af en levende hund, som hedder Pjuske.

Pjuskes gang hos de ældre begyndte egentlig som en tilfældighed. En dag tog Ulla Jensen, som er social- og sundhedsmedarbejder i Elmelunden, sin hund med på arbejde, og det vakte så stor glæde hos de ældre, at det blev en tilbagevendende begivenhed. I dage følger Pjuske med på arbejde så tit, det kan lade sig gøre.

Alle på Elmelunden er fælles om at passe Pjuske, og Pjuske kvitterer ved at passe på centret, dets personale og allermest på beboerne. Kommer der uanmeldte gæster – for eksempel et nyt postbud – så er Pjuske straks på plettet. Han opfatter nemlig centret som sit andet hjem og beboerne som sin flok.

Dyrenes indtog på plejeenhederne i Holbæk Kommune stopper ikke nødvendigvis ved sæler og hunde, medarbejderne er nemlig meget opmærksomme på om andre dyr eller hjælpemidler kan være til gavn for de ældre.