Tre mænd blev anholdt i aftes, mistænkt for at ville bryde ind på skole.
En vaks borger kontaktede i aftes klokken 21.36 politiet og fortalte, at to personer var hoppet over hegnet til en skole på Absalonvej. En tredje person holdt vagt udenfor.
Inden politiet nåede frem til stedet, flygtede de tre i en bil. Bilen blev senere standset af politiet og i bilen sad tre mænd, som svarede til signalementet på de tre personer, som var blevet set ved skolen.
De tre mænd, en 22-årig og en 23-årig begge fra Holbæk og en 20-årig fra Jyderup blev anholdt.
I bilen fandt betjentene forskelligt værktøj, som politiet mener er beregnet til bl.a. berigelseskriminalitet.
To af de tre anholdte vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.