Stormen søndag eftermiddag og aften var skyld i en del ødelæggelser i vores område.
I Jyderup måtte brandfolk igang med at fjerne et træ, som var knækket ned over det ene spor på Jyderup Station. Ved hjælp af en motorsov, blev træet skåret op, så det kunne fjernes fra skinnerne.
På Skovvejen ved Dramstrup mellem Nr. Jernløse og Knabstrup rev blæsten en lampe ned fra gadebelysningen. Oppe på toppen af røret, hvor lampen sad indtil vinden tog den, stak ledningerne ud.
I Ladegårdsparken hev og sled stormen godt og grundigt i presseninger og bannere på det stillads, der i øjeblikket er sat op omkring Vandtårnet i forbindelse med renovering. Da vinden var kraftigst, fik den fat i nogle plader i stilladset og derfor blev et større område omkring Vandtårnet afmærket med afmærkningsbånd, for at forhindre folk i at gå for tæt på vandtårnet.
Flere steder er der meldt om knækkede og nedfaldne grene, væltede skraldespænde, papcontainere og trafikkegler.
På Oldvejen var et midlertidigt færdselsskilt væltet og på Munkholmvej ved Eriksholm skov var en stor gren knækket af og landet på cykelstien og delvist på kørebanen.
Det endelige omfang af skader vil formentlig først blive kendt når det bliver lyst.
Se også: Web-TV: Vinden river i vandtårnet
Har du billeder fra stormen og dens ødelæggelser, som du vil dele med os andre? – så send dem til tip@holbaekonline.dk.