22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev.

Det sunde børneliv er en god historie.

Den gode historie er, at alle Holbæk Kommunes 47 børneinstitutioner bliver DGI certificeret. Holbæk Kommune er dermed den første kommune, der får certificeret alle børneinstitutionerne.

Alle er mere eller mindre enige om, at vores børn og unge bevæger sig for lidt og lever for usundt. For at imødegå denne udfordring kan man vælge to veje, den ene er flere forbud, flere regler, flere restriktioner osv. Det er vi i Venstre ikke tilhængere af, vi mener derimod det er meget bedre at præge vores børn og unge til et sundere liv. Det er derfor vigtigt at vi giver vores børn nogle gode vaner helt fra barnsben af, og det kommer vi til at gøre i endnu højere grad nu, hvor vores institutioner bliver DGI certificeret.

På børneudvalgets forrige møde, oplevede vi med egne øjne hvordan en DGI certificeret institution fungere. Vi var nemlig på besøg i Solsikken i Gislinge, en institution som er gået front og har haft alle pædagogerne på kursus. Det var glædeligt at se en institution hvor børnene i den grad bevæger sig. Forhindringsbaner på stuerne, trille med gamle bildæk og stopdans er bare nogle af de aktiviteter som vores børn og pædagoger kan se frem til at lære og lege meget mere med.

Det vi bl.a. også så i Gislinge, det var hvordan man kan nå rigtig langt ved at tænke alternativt. Hvorfor ikke sætte hjul på kasserne, på denne måde kan børnene hælde legetøjet ud og skubbe hinanden rundt. Vi ser frem til at vores institutioner bliver godkendt, og i kombination med et sundt frokostmåltid (som det desværre kun er få institutionerne der har valgt), giver vi vores børn en rigtig god start på et sundt liv. Dette sker ikke ved forbud, regler eller andre restriktioner, men det sker ved at præge fremtiden (vores børn) i den rigtige retning.

Rasmus Brandstrup Larsen og Pernille Kruse (V)
Børneudvalget i Holbæk Kommune