Sparekassen Sjælland har netop vundet udbuddet hvad angår Holbæk Kommunes daglige bankforretninger. Dermed fortsætter samarbejdet mellem de to parter, når den nuværende aftale udløber med udgangen af november 2011.
Således kunne borgmester Søren Kjærsgaard og ordførende direktør i Sparekassen Sjælland Lars Pettersson underskrive en ny kontrakt fredag den 7. oktober 2011. Kontrakten løber fra den 1. december 2012 og fire år frem – med mulighed for forlængelse af yderligere to gange et år.
Det økonomiske mest fordelagtige tilbud
I forbindelse med udbuddet af bankforretningen modtog Holbæk Kommune tre tilbud. Og på baggrund af tilbuddene blev der foretaget en evaluering af de i udbudsmaterialet angivne kriterier på henholdsvis pris og service.
Her præsterede Sparekassen Sjælland altså det økonomisk mest fordelagtige tilbud – og blev efterfølgende formelt tildelt kontrakten af Økonomiudvalget i Holbæk Kommune.
– Med rundt regnet 107.000 indbetalinger og 230.000 udbetalinger årligt til og fra Holbæk Kommune er det væsentligt, at vores daglige bankforretninger håndteres fornuftigt. Og på baggrund af det netop gennemførte udbud kan vi konstatere, at Sparekassen Sjælland også fremover kan varetage denne opgave. Jeg glæder mig derfor over, at vi kan fortsætte det gode samarbejde i endnu en årrække, fastslår borgmester Søren Kjærsgaard.