Venstres folketingskandidat Jan Wammen Dam har besluttet ikke at genopstille i Holbækkredsen.
Jan Wammen Dam fik ved folketingsvalget for en uge siden i alt 1950 personlige stemmer, heraf 856 i Holbækkredsen.
Og det er netop resultatet, der har gjort, at han ikke stiller op i kredsen igen.
– Jeg har besluttet på baggrund af en nærmere analyse af valgresultatet i Holbækkredsen og drøftelse med kandidatbestyrelsen i Holbækkredsen ikke at genopstille i Holbækkredsen, fortæller Jan Wammen Dam og fortsætter:
– Jeg fik samlet set et fornuftigt valg, og et flot valg i Grevekredsen, hvor jeg fik 5. flest personlige antal stemmer af alle kandidater efter Pia Kjærsgaard, Bertel Haarder, Bodil Kornbek og Henrik Sass Larsen.
– Men i Holbækkredsen isoleret set var mit valgresultat præget af, at Venstres finansordfører Jacob Jensen er bosat i Holbækkredsen og opstiller i nabokredsen – Kalundborgkredsen. Han blev den tredje største stemmesluger i Sjællands Storkreds efter Pia Kjærsgaard og Bertel Haarder, hvor størstedelen af stemmerne er fra Nordvestsjælland. Det vil være mindst den samme situation ved næste valg.
Jan Wammen Dam vil fremover bruge sine kræfter på arbejdet i Greve Byråd, hvor han også sidder. Han udelukker dog ikke muligheden for at stillet op til folketinget en anden gang.
Venstres formand i Holbæk Mogens Jensen ønsker Jan Wammen Dam held og lykke fremover:
– Jeg vil gerne takke Jan for det store arbejde, som han har lagt i folketingskandidaturet i Holbækkredsen, selvom det desværre ikke lykkedes at blive valgt mod de lokale odds, siger Mogens Jensen.