23. november 2024

Politikere fra Holbæk Byråd går nu i praktik som frivillige i en række organisationer og foreninger i Holbæk Kommune. Det sker som optakt til den nationale frivillighedsdag den 30. september.

Praktikken går ud på at lade byrådspolitikere give en hjælpende frivillig hånd i en af de organisationer eller foreninger, hvor der dagligt ydes frivilligt arbejde af engagerede borgere. Politikerne vil blandt andet prøve kræfter med rollen som ungdomsbadmintontræner, natteravn og arkivvagt.

Startskuddet til et mere målrettet fokus på frivillighed
Frivillighedspraktikken foregår som optakt til den nationale frivillighedsdag den 30. september, hvor frivillige organisationer og foreninger fra Holbæk Kommune vil afholde en frivillighedsbasar på Østre skole.

– Initiativerne støtter op om byrådets vision om, at Holbæk Kommune skal være et sted, hvor frivillighed, engagement og nytænkning har gode vilkår. Det skal styrke sammenhængskraften i kommunen og gøre det nemmere at være frivillig i Holbæk Kommune, siger Jørgen Topsøe Jensen, byrådsmedlem og formand for projektudvalget for kommunens frivilligheds- eksperimentarium.

Et område med høj prioritet
En af de byrådspolitikere, der går i frivillighedspraktik, er Marie-Louise Jensen, som skal i frivillighedspraktik hos KFUM-spejderne i Kr. Eskilstrup. Marie-Louise Jensen lægger stor vægt på, at politikerne får mulighed for at lære en masse om det frivillige arbejde, der foregår i kommunen.

– Hver eneste dag er der engagerede borgere i Holbæk Kommune, der laver et utroligt flot stykke frivilligt arbejde. Det vil vi politikere gerne anerkende og lære endnu mere om, så vi sammen kan videreudvikle rammerne for frivilligt arbejde i kommunen, siger Marie-Louise Jensen, byrådsmedlem i Holbæk Kommune.