21. november 2024

Holbæk Kommunes misbrugscenter skal lave opsøgende arbejde på offentlige og private arbejdspladser. Formålet er at nå ud til de borgere med alkoholproblemer, som endnu ikke er i behandling. Et ubehandlet misbrug fører mange negative konsekvenser med sig.

Et alkoholmisbrug er behæftet med tabu og skam, og derfor er der mange borgere med et alkoholmisbrug, som ikke har søgt hjælp og er gået i behandling. Holbæk Kommune vil gerne hjælpe disse borgere og for at komme i kontakt med dem, vil kommunens misbrugscenter nu lave opsøgende og oplysende arbejde på blandt andet borgernes arbejdspladser. Det har der ikke før været ressourcer til.

– Vi er glade for, at der nu mulighed er for at tage ud til kommunens afdelinger og institutioner og gøre opmærksom på os selv og de tilbud vi har, fortæller leder af Center for Misbrug og Forsorg Pernille Winther. Hun forklarer, at det også er planen at tage ud til private virksomheder og gøre opmærksom på centrets rådgivningstilbud.

Flere i behandling betyder færre konsekvenser
Grunden til, at misbrugscentret nu har ressourcer til at øge mandskabet, er, at der på misbrugsområdet er frigivet cirka en million kroner ved at omlægge døgnbehandling til ambulant behandling. Og de penge har politikerne i Udvalget for Voksne valgt fortsat skal bruges på området i form af en styrket indsats mod alkoholmisbrug:

– Et ubehandlet alkoholproblem kan have personlige og arbejdsmæssige omkostninger. Samtidigt kan et alkoholproblem have en høj pris for familien og især for børn af alkoholmisbrugere. Ved at prioritere det opsøgende arbejde og få flere i behandling, kan vi forhåbentligt være med til at give nogle børn et bedre liv og generelt mindske de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger, som alkoholmisbrug fører med sig, siger Louise du Plessis de Richelieu, der er formand for Udvalget for Voksne.

Større fokus på de pårørende
Netop fordi alkoholmisbrug også kan have store konsekvenser for misbrugernes pårørende, vil Holbæk Kommune også bruge nogle af de ekstra penge på at gøre en indsats for de pårørende.

– Vi vil oprette en pårørendegruppe, hvor de pårørende kan mødes og snakke med andre, der er i den samme svære situation. Vores rådgivere vil samtidigt kunne give dem gode råd til, hvordan de kan håndtere at være pårørende til en alkoholmisbruger, fortæller Pernille Winther.