22. november 2024

Hverken sælger eller entreprenør dømmes i sag om store fejl og mangler.

I maj måned viste TV2 programmet Klamphuggerne, hvor Kristina Hannibal og Henrik Jensen viste deres faldefærdige hus hjem.

De to var faldet pladask for det smukke, nybyggede hus på Marius Pedersensvej i Holbæk, der viste sig at være så fuld af fejl og revner, at de blev advaret mod at opholde sig i huset, fordi det kunne falde sammen.

Parret har lagt sag an mod JBL (Bemærk navnet ændret til initialer efter henvendelse fra vedkommende – se nedenfor) fra Futura Byg ApS, som solgte huset til parret i 2003. Firmaet er siden gået konkurs og retten har i en tilkendegivelse inden dommen frifundet JBL fordi han ikke var byggesagkyndig, men tog sig af det økonomiske. Det skriver Holbæk Amts Venstreblad i dag.

Heller ikke den anden person, som parret har lagt sag an i mod vil blive dømt, hvis der ikke findes et forlig. Kurt Sørensen, der er daglig leder af NKS Bygge og Entreprenørfima ApS, er godt nok ansvarlig for at ændre konstruktionen til en anden, end den der var givet byggetilladelse til og derfor “som udgangspunkt har et direkte erstatningsansvar over for sagsøgerne”, mener retten ifølge Holbæk Amts Venstreblad. Men alligevel frifindes han, fordi retten mener, at sagen er forældet.

Ifølge Holbæk Amts Venstreblad vil Kristina Hannibal og Henrik Jensen nu bede om en dom, som derefter vil blive anket til landsretten.

Læs også: TV2 programmet Klamphuggerne kigger på hus i Holbæk

OPDATERET 01.03.2017: Navnet på sælgeren “JBL” er denne dato ændret til initialer efter henvendelse fra sælger, der ønskede at få sit navn slettet. Redaktøren har besluttet at anonymisere navnet i stedet ved at ændre det til initialerne, da der er tale om en ældre artikel.