Lørdag er der tattoo i Holbæk

Holbæk Garden byder lørdag på Tattoo i Holbæk. Foto: Rolf Larsen.

Edinburg er kendt for det, København har haft stor succes med deres, og nu får Holbæk det også. Det handler naturligvis om et flot tattoo. Som vi tidligere har skrevet på Holbaekonline.dk, så byder Holbæk Garden i morgen, lørdag den 28. maj, velkommen til Holbæk Tattoo 2011.

Om formiddagen bliver der varmet op med mindre koncerter rundt omkring i byen og derefter march gennem byen og ud til stadion.

Kl. 13.30 starter showet på stadion. Udover de dygtige holbæk gardere kan man opleve musikskolens slagtøjshold, der sætter gang i showet med latinrytmer og aden levende musik på xylofoner, olietønder og andet slagtøj. Man kan også se de forsvarende danmarksmestre – Roskilde Garden – med deres flotte show og de flotte “nabogarder” fra Slagelse og Nykøbing Falster. Herudover lægger Eksercitskorps Sjælland vejen forbi med deres geværshow, og den spændende konstellation zumbadamer og trommedrenge kan også opleves.

Under showet er der mulighed for at købe is, pølser, slik, sodavand, fadøl, kaffe/the og kage. Desuden er der lotteri med over 100 gevinster – overskuddet fra lotteriet går naturligvis til garden.

Der er gratis entré til showet.

Dagens program
Kl. 11.00-ca. 11.15:
Slagelse Garden spiller over for Gaya Musik
Nykøbing Falster Garden spiller over for Holbæk Bibliotek
Eksercitskorps Sjælland optræder foran Elefant Apoteket
Holbæk Garden spiller ved Kvickly
Herefter marcherer korpsene gennem Ahlgade til Holbæk Stadion

Kl. 13.30-ca. 16.00:
Musikskolens slagtøjshold spiller på stadion inden showstart kl. 14.00
Herefter er der tattoo ved Roskilde Garden, zumba-teamet, Nykøbing Falster Garden, Holbæk Gardens trommer, Eksercitskorps Sjælland, Slagelse Garden og Holbæk Garden.

Leave a Reply