På et temamøde onsdag i sidste uge blev byrådet præsenteret for administrationens overvejelser i forhold til, hvordan skolestrukturen i Holbæk Kommune fremover kunne se ud.
Med udgangspunkt i skoleforliget og efterårets for-høring er der arbejdet videre med fremtidens skolestruktur.
De modeller, der arbejdes videre med, følger de rammer, som byrådet besluttede i februar måned. Dvs. undervisning i alle lokalområder, og at der etableres større, mere fagligt og økonomisk bæredygtige udskolingsafdelinger.
Med i overvejelserne er to modeller, der ikke blot indeholder ny organisering, men også nye tildelingsmodeller.
Større skoler med undervisning flere steder eller forpligtende samarbejde mellem de nuværende skoler
I det videre arbejde, der skal munde ud i en indstilling til politisk beslutning, er begge muligheder fortsat i spil.
Samtidig arbejdes der med tildelingsmodeller, der passer til de to måder at organisere sig på og som samtidig giver mulighed for at investere i de kvalitetsløft, der i går blev vedtaget af en enigt byråd i forbindelse med vedtagelsen af ”Strategi for fremtidens folkeskole”.
Den fremadrettede tidsplan
Hovedudvalget orienteres den 19. maj om administrationens overvejelser og får lejlighed til spørgsmål og kommentarer.
Når administrationen herefter har lagt sidste hånd på de konkrete forslag, bliver de forelagt for Udvalget for Børn på et ekstraordinært møde den 31. maj, og den 8. juni beslutter byrådet, hvilken af de to modeller, der skal sendes i høring blandt folkeskolens parter.
Den 9. juni inviteres ledere, medarbejderrepræsentanter og skolebestyrelser til et orienteringsmøde, som bliver startskuddet på høringsperioden.
Høringen løber fra 9. juni til den 23. september, og herefter beslutter byrådet endeligt, hvordan den nye skolestruktur skal se ud.