22. november 2024

Arkiv foto: Rolf Larsen

Arkiv foto: Rolf Larsen

Holbæk og omegn har i nat været plaget af flere bilbrande. Politiet har anholdt to unge mænd i sagen.

Den første melding om bilbrand kom kl. 22.40, da flere biler stod i brand hos SMC biler i Bilbyen. Fire biler udbrændte totalt, mens tre andre biler i mere eller mindre grad blev skadet af branden. Flere andre biler på stedet var blevet overhældt med brandbar væske.

Klokken 02.19 stod en varevogn i flammer på Skovvejen ved Jyderup.

Klokken 03.36 blev brandvæsenet kaldt ud til en brand ved Tuse-hallen. I første omgang lød meldingen på naturbrand, men det viste sig, at endnu en bil stod i brand. Kl. 03.51 måtte brandfolkene en tur til det gamle rådhus i Nr. Jernløse, hvor endnu en bil stod i brand.

Ved to af brandene havde vidner bemærket en lille grå bil.

To unge mænd anholdt
Ved halvfem-tiden standsede en politipatrulje en bil som svarede til beskrivelsen fra vidnerne. I bilen sad to unge mænd på henholdsvis 18 og 19 år, der begge lugtede af benzin. En nærmere undersøgelse af bilen viste ting, som kunne indikere, at de to unge mænd havde noget med brandene at gøre.

De blev begge anholdt og taget med til afhøring på politistationen. De vil i løbet af i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Udover de ovennævnte brande, har der også været brand i en toiletbygning på rastepladsen ved Arnakke og i en bil i Ugerløse. Begge brande var formentlig påsat.