Arkiv foto: Rolf Larsen

Etablerede virksomheder, turisme, iværksætteri og fremtidens vækstmarkeder. Det er udviklingsområderne i Holbæk Kommunes nye Erhvervs- og turismepolitik.
Tirsdag aften stemte samtlige politikere i Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse for en ny Erhvervs- og turismepolitik. Dermed skulle vejen være banet for en endelig vedtagelse i byrådet inden jul.
– Jeg er meget tilfreds med den politik, vi har lavet. Vi har forsøgt at tage et kig i krystalkuglen og tage bestik af de fremtidige udfordringer for erhvervslivet i Holbæk Kommune. Det mener jeg, vi er lykkes med, siger Kenny Jensby (C), der er formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, og fortsætter:
– Jeg har jo en baggrund i erhvervslivet, og derfor er jeg naturligvis meget glad for, at politikken har iværksætteri som et af udviklingsområderne. Mit håb er, at politikken kan være med til at sikre et nyskabende, spirende og innovativt vækstlag, som kan fremtidssikre Holbæk Kommunes erhvervsliv.
Uddannelse afgørende
Amalie Pedersen (A), der er næstformand Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, lægger stor vægt på, at den nye Erhvervs- og turismepolitik også har blik for, at eksempelvis et højere uddannelsesniveau er en forudsætning for, at politikken kan lykkes.
– Det er vigtigt, at vi også tænker på at udvikle de menneskelige ressourcer. Konkurrencen på det globale marked er benhård, og derfor skal vi arbejde for at sikre, at alle unge får en ungdomsuddannelse, og at vores uddannelsessystem i det hele taget fungerer optimalt. Et af de første skridt kunne være en konference, der har fokus på mulighederne og behovet for uddannelse og opkvalificering i Holbæk Kommune, mener Amalie Pedersen (A).
Udviklingsplan venter
Efter den endelige godkendelse af Erhvervs- og turismepolitikken i byrådet, venter arbejdet med en udviklingsplan, hvor der knyttes helt konkrete handlinger på politikken.
– Arbejdet er ikke gjort med politikken. Tværtimod. Nu skal vi til at sætte handling bag ordene og blive meget konkrete på, hvad der skal til, hvis vi skal nå målene i vores politik. Det bliver et udfordrende men også afgørende arbejde, slutter Amalie Pedersen (A).
