7. september 2026 21:07

Arkiv foto: Holbaekonline.dk

Byrådet har sendt tre scenarier for den fremtidige skolestruktur i kommunen til høring. Arkiv foto: Holbaekonline.dk

Byrådet besluttede i aftes at sende tre overordnede scenarier til en fremtidig skolestruktur i høring.

Dermed er processen om en ny struktur på skoleområdet sat i gang.

– Jeg er fuldt ud klar over, at ændringer på skoleområdet vækker store følelser hos mange. Derfor er det også vigtigt at huske på, hvorfor vi gør det her. Hele øvelsen går jo ud på at skabe muligheder for at udvikle kvaliteten i vores skoler. Ikke om nedskæringer. Derfor vil hver en sparet krone også blive reinvesteret i skolerne. Det kan være i form af IT og andre undervisningsmidler, kompetenceudvikling til ledere og medarbejderne eller bedre og mere tidssvarende bygninger, siger borgmester Søren Kjærsgaard (V).

Han understreger at folkeskolen er helt afgørende for, at stadigt flere unge får en uddannelse, og her er Holbæk Kommune stadig langt fra at nå målene om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse.

– Den økonomiske situation betyder, at midlerne vil være de samme som nu. Så hvis vi skal udvikle kvaliteten, skal vi blive bedre til at udnytte vores ressourcer. Derfor skal vi også forsøge at finde den struktur, hvor vi får mest kvalitet for pengene, siger Søren Kjærsgaard og fortsætter:

– Rigtig mange lærere og ledere går på pension i de kommende år, og vi får sværere ved at rekruttere i fremtiden, fordi der uddannes færre lærere. Så også af den grund er vi nødt til at være på forkant med skoler, der kan klare sig med færre lærere.

Borgmesteren understreger dog, at ændringerne skal ske under hensynstagen til mange forskellige interesser.

– Kvaliteten i skolerne skal udvikles, men der skal også tages hensyn til geografien og de helt lokale forhold. Og den indsigt får vi først, når borgerne har givet deres besyv med i høringsfasen, siger Søren Kjærsgaard.

To måneders høring
Høringsperioden løber i knap to måneder fra den 24. november til den 21. januar 2011. Idet der er flere varianter under to af de tre scenarier, kan skolebestyrelser, medudvalg og lokalfora i den periode kommentere på i alt otte forskellige versioner.

Agnete Dreier og Projektudvalget for Fremtidens Folkeskole, som hun er formand for, har anbefalet, at byrådet sendte de otte versioner i høring.

– Scenarierne og versionerne bliver først rigtig konkrete, når de bliver kommenteret af dem, der kender virkeligheden ude på de enkelte skoler. Jeg er sikker på, at medarbejderne, forældrene og andre borgere vil give os input til både fordele og ulemper ved enkelte scenarier, men også at de vil komme med helt nye perspektiver på skolestrukturen. Det er vigtigt for, at byrådet i sidste ende kan træffe en beslutning, der er med til at højne kvaliteten i vores skoler, siger Agnete Dreier, der også er formand for Udvalget for Børn i Holbæk Kommune.

Borger- og brugermøder
I høringsfasen vil der være en række bruger- og borgermøder, hvor der er mulighed for at høre om de forskellige scenarier og give sine kommentarer til dem.

Det første møde finder sted mandag den 29. november på Elværket i Holbæk. Her vil scenarierne blive præsenteret. Mødet er dog primært rettet mod skolebestyrelserne.

Herudover vil der den 4. januar være et bruger- og borgermøde med oplæg fra KREVI og tænketanken Sophia, der begge har erfaringer med ændringer i skolestrukturer. Stedet og programmet er endnu ikke endeligt tilrettelagt.

I januar vil der desuden være fire lokale bruger- og borgermøder. De finder sted:

10. januar 2011 i Jyderup i Gammel Byrådssal
17. januar 2011 i Svinninge på Svinninge Skole
18. januar 2011 i Holbæk på Elværket
20. januar 2011 i Tølløse – Tølløse Skole B-fløj (parkering ved Tølløse Hallen)

Fakta
Byrådet sender nu følgende scenarier i høring:

  • Scenarie 3: Skoler i alle lokalområder, enten som 0.-6. klasses eller tosporede 0.-9. klasse
  • Scenarie 4: Færre og som minimum tosporede skoler, enten 0.-6. klasse eller 0.-9. klasse, version 1, 2, 3 og 4, der gennemgår forskellige mulige organiseringer under det overordnede scenarie.
  • Scenarie 5: Færre og som minimum tosporede skoler fra 0.-9. klasse:

    – Version 1: Færre og som minimum 2-sporede skoler fra 0.-9. klasse.

    – Version 2: Fem skoledistrikter med flere matrikler og med fire skoler fra 7.-9. klasse. I øvrigt kendetegnet ved at de respektive skoledistrikter hvert har én bestyrelse og én ledelse.

    – Version 3: Ti skoledistrikter med anvendelse af alle eksisterende matrikler. I øvrigt kendetegnet ved at de respektive skoledistrikter hvert har én bestyrelse og én ledelse.