22. november 2024

Arkiv foto: Rolf Larsen

Arkiv foto: Rolf Larsen

Besparelser som følge af det netop vedtagne budget 2011-2014 betyder, at der i den kommende tid vil blive fyret medarbejdere i Holbæk Kommune.

Ifølge kommunaldirektør Hans Søie er organisationen på denne baggrund i færd med at forberede sig grundigt på, at håndtere den vanskelige situation så kvalificeret som muligt.

På et møde i dag blev kommunens MED-hovedudvalg orienteret om en samlet plan for personalereduktionerne, der omfatter i alt 113 ansatte. En procesplan som hovedudvalget tager endelig stilling til på et ekstraordinært møde den 25. oktober.

Planen er henvendt til de chefer, ledere og MED-udvalg, der er berørt af/involveret i de afskedigelser som vil finde sted den 4. november 2010 på børneområdet, i hjemmeplejen, på bibliotekerne og specialområdet for voksne.

Udpegning efter faste kriterier
– Det er altid ubehageligt, når man skal afskedige medarbejdere. Men den plan – som vi nu har indledt en dialog med hovedudvalget om – sikrer ikke blot, at personalejuraen er i orden, men også at ledere og chefer bliver klædt ordentligt på til at håndtere den svære situation bedst muligt, forklarer Hans Søie og uddyber:

– En del af planen er således en konkret manual for selve afskedigelsessamtalen, samt for den efterfølgende håndtering af de berørte medarbejdere og de psykologiske mekanismer i resten af organisationen.

Kommunaldirektøren understreger i den sammenhæng, at også relevante tillidsrepræsentanter vil stå til rådighed under hele processen for både medarbejdere, ledere og chefer. Og derudover vil kommunens Organisationsservice oprette en særlig hotline for chefer og ledere der har spørgsmål til, hvordan de sikrer den bedst mulige proces.

I henhold til procesplanen vil udpegningen af hvilke medarbejdere og ledere, som skal opsiges, ske efter en række faste kriterier:

– Hvad angår medarbejderne betyder det i store træk, at lederen vurderer den enkeltes kompetencer i forhold til den konkrete enheds fremtidige behov for sammensætning af kompetencer. Og når det kommer til lederne er det en chef-/lederopgave, at vurdere disse på deres evner til at håndtere deres ledelsesopgaver både fagligt og personalemæssigt, fastslår Hans Søie og understreger at kriterierne vil blive behandlet i hovedudvalget den 25. oktober.

Midlertidig jobbank
Ifølge Hans Søie er det dog hensigten, at en del af personalereduktionen kan ske ved frivillig fratrædelse blandt kommunens ældre medarbejdere. Og endvidere er det tanken, at en del medarbejdere vil kunne omplaceres i organisationen.

– På denne baggrund opretter vi en midlertidig jobbank, hvor de medarbejdere, der er berørt af besparelserne, kan lægge deres CV under deres opsigelsesperiode. Og hvor de sikres en ansættelsessamtale, hvis de søger en given stilling. Det er ambitionen, at vi derved kan fastholde en del medarbejdere. Men der er også mennesker der vil stå uden job, når processen er tilendebragt. Det må vi erkende, fortæller kommunaldirektøren.

Hans Søie fastslår slutteligt, at afskedigelsesprocessen efterfølgende vil blive evalueret og evt. justeret. Procesplanen vil således også danne udgangspunkt for de afskedigelser som vil være led i endnu en forventelig sparerunde. En sparerunde som bliver en realitet under forudsætning af at byrådet vælger at genåbne budget 2011-2014. Det afklares formelt den 27. oktober 2010.