Nye rabatter på rejsekort i Vestsjælland

Alle, der kører med rejsekort i Vestsjælland, vil fremover køre til halv pris aften og nat, og derudover vil pensionister køre til halv pris. Rabatterne er del af en plan, der gradvis skal få flere passagerer med i prøvedriften af rejsekort.

I løbet af september bliver der indført nye rabatter på rejsekort, så passagerer i Vestsjælland, der deltager i prøvedriften, vil køre til halv pris i tidsrummet 19-04 på alle dage. Samtidig får pensionister med rejsekort halv pris på alle rejser – og kan dermed køre til kvart pris i aften- og nattetimerne.

Rabatterne er første trin i en plan, der gradvis skal få flere til at deltage i prøvedriften. En 10 pct. stigning i priserne på periodekort samt udfasning af klippekort er derimod udskudt indtil videre.

Kunderne i fokus
– Rejsekortet er i en udviklingsproces, hvor der nødvendigvis bliver rykket rundt på datoer og skruet og justeret. Det er en løbende balancegang at sikre, at rejsekortsystemet bliver stresstestet med flest mulige kunder, så vi finder knasterne og får et godt og solidt rejsekort – samtidig med, at kunderne i den kollektive trafik ikke får dårlige oplevelser, siger Anders Due, Kunde- og Markedscenterchef i Trafikselskabet Movia.

Omkring 500 kunder deltager i dag i prøvedriften af rejsekort.

– De store rabatter i aften- og nattetimerne og til pensionister vil gøre rejsekort attraktivt for en del nye kunder, siger Anders Due.

Rejsekort beregner rabatter ud fra en række faktorer som den rejsendes alder, korttype, rejsehyppighed og rejsetidspunkt. Priser og rabatter er lagt, så billetindtægterne til de offentlige trafikselskaber ikke kommer til at stige på grund af rejsekort.

Leave a Reply