24. november 2024

En bil udbrændte i nat ved svømmehallen. Foto: Freelancefotografen.dk
En bil udbrændte i nat ved svømmehallen. Foto: Freelancefotografen.dk

Holbæk Kommunes beredskab blev kort før klokken omkring kl. 02.50 i nat kaldt ud til en brand ved Ladegårdsparken.

I første omgang lød brandmeldingen på, at der var ild i et skur i daginstitutionen Slotsparken på Vandtårnsvej. Meldingen blev dog hurtigt rettet til, at der var ild i en bil på p-pladsen overfor Svømmehallen.

Da brandvæsnet kom frem til stedet, havde flammerne allerede godt fat i bilen.

Et vidne, som Holbaekonline.dk talte med, fortalte at han havde set en mørk personbil køre væk i høj fart fra den nærliggende parkeringsplads ved brugsen, kort tid efter at han havde set flammerne fra bilen.

Vidnet fortalte også, at den afbrændte bil har holdt på stedet i flere måneder.

Brandfolkene fik hurtigt ilden under kontrol og i løbet af få minutter var ilden slukket, men bilen var totalt udbrændt.

Politiet kunne i nat ikke udelukke, at der var tale om en påsat brand.