Borgerservice Holbæk og Holbæk Bibliotek giver tips og gode råd om portalen borger.dk og digital borgerservice.
Borger.dk er en portal på internettet, der gør det nemt og hurtigt at komme i kontakt med det offentlige.
Torsdag den 22. oktober klokken 10.30 – 12.00 på Holbæk Bibliotek. Her kan borgerne få et kursus i brugen af borger.dk.
Samme dag, men klokken 15.00 – 17.00 hos Borgerservice Holbæk kan Holbæks borgere få en præsentation af de digitale services på borger.dk og på kommunens hjemmeside.
Ved begge arrangementer kan borgerne gratis få udstedt en digital signatur, som er en elektronisk ’nøgle’ til de digitale selvbetjeningsløsninger. På biblioteket skal man dog møde op klokken 10.00, hvis man vil have udstedt en digital signatur. Det er nødvendigt at have en email-adresse samt medbringe pas/kørekort og sygesikringskort, når man skal have udstedt signaturen.
– Vi vil gerne hjælpe folk i gang med at bruge de digitale muligheder for borgerservice, og der er mange muligheder på netop borger.dk. Man kan for eksempel skrive sit barn op til børnehave eller melde flytning. Man kan også tjekke skatte- og boligoplysninger på ‘Min Side’, der er en personlig side, som alle danskere har. Eller man kan blive klogere på sin pension ved at benytte de nye pensionsberegnere og dermed danne sig et overblik over, hvordan økonomien bliver, når man engang går på pension, forklarer borgerservicechef Ole Lollike.
Flere kurser på biblioteket
Biblioteket tilbyder fra uge 43 og frem til december også en række korte kurser i at anvende internettet – både for begyndere og lidt øvede. Kursusprogrammet kan hentes på biblioteket eller ses på bibliotekets hjemmeside www.bibliotek.holbaek.dk.