22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

I går eftermiddag ved 16-tiden kontaktede en 68-årig kvinde fra Holbæk politiet og fortalte, at hun var blevet overrasket over en mand i sit hjem.

Hun havde stået i sit køkken, da døren pludselig gik op, og en mand havde stået i døren og spurgt, om dette var et hotel.

Kvinden jagede manden ud af boligen og kontaktede politiet.

Også i Kalundborg
En lignende episode fandt sted nogle timer senere i Kalundborg. Her havde en 64-årig kvinde siddet i sin stue, da døren pludselig gik op og en mand spurgte: “Hotel?” Også denne kvinde jagede manden ud og kontaktede politiet.

Politiet undersøger nu, om manden har forsøgt sig med tricktyveri hos de to kvinder.

Han beskrives som: Udenlandsk af udseende, 30-50 år, 165-175 cm høj, kraftig af bygning, brun hudfarve. Manden var iført mørkt tøj og en blå hue.