Nordmænd inspireret af Holbæks besøg hos ældre

Fire norske sundhedskonsulenter besøgte Holbæk for at høre om kommunens erfaringer med forebyggende besøg hos ældre over 75 år. PR Foto.
Onsdag fik Holbæk Kommune besøg af fire norske sundhedskonsulenter, der kom for at høre om kommunens erfaringer med forebyggende hjemmebesøg hos ældre over 75 år.

Sundhedsvejlederne i Holbæk Kommune besøger en gang om året alle ældre over 75 år. Her giver de gode råd om hverdagens udfordringer og tips til at bevare en høj livskvalitet, selvom dåbsattesten bliver ældre. De vejleder blandt andet om kost, motion, inkontinens, demens og indretning af hjemmet.

Disse erfaringer gav de onsdag videre til deres norske kolleger, der have taget turen fra Bergen for at blive klogere på holbækkernes måde at gribe opgaven an på. Sammen var de på besøg hos en ældre, kiggede informationsmateriale igennem og fik i det hele taget en god snak om forskelle og ligheder i tilgangen til besøgene og forebyggelse i det hele taget.

Forebyggelse nytter
De norske sundhedsvejledere kunne fortælle, at de også tilbyder hjemmebesøg til ældre, men at den enkelte kun får én invitation og derefter selv må kontakte kommunen, hvis de har brug for hjælp.

– Vi gør jo tingene lidt forskelligt i Danmark og Norge, men vi fandt ud af, at vi faktisk gennemfører selve besøget på næsten samme måde. Derfor kunne vi dele en masse erfaringer omkring forebyggelse, og derudover fik vi også fortalt om, hvad vi gør for at gøre vores tilbud synlige og brugbare, forklarer Sigrun Christensen, der er sundhedsvejleder i Holbæk Kommune.

Der bliver flere og flere ældre i både Norge og Danmark, men begge steder kan man samtidig konstatere, at de ældre er selvhjulpne i længere tid.

– Det er jo en kendt sag, at det hjælper at forebygge. Holder man krop og sind fit for fight, mens man stadig kan, så betyder det også, at sandsynligheden for en god og aktiv alderdom stiger. Og vi kan heldigvis se på tallene, at det er noget de ældre tager til sig – de er simpelthen selvhjulpne og velfungerende længere tid en tidligere, fortæller Sigrun Christensen.

Inden nordmændene igen drog nordpå, understregede de, at de have fået en masse inspiration at tage med hjem.

Skriv et svar