53-årig lærerinde spidskandidat for Enhedslisten

Enhedslistens spidskandidat til kommunalvalget næste år er den 53-årige skolelærer Karen Thestrup Clausen. PR Foto: Enhedslisten.

Enhedslisten har på sit seneste medlemsmøde valgt en ny spidskandidat til kommunalvalget næste år.

Valget faldt på den 53-årige Karen Thestrup Clausen, der til dagligt er lærer på Tornvedskolen og bosiddende i Skamstrup.

Hos Enhedslisten er man igang med at gøre klar til kommunalvalget.

– Det lykkedes desværre ikke at få et nyt politisk flertal i Holbæk Kommune ved Kommunevalget i 2009 og den politik, som det borgerlige flertal, desværre støttet af SF, har videreført i indeværende valgperiode, har betydet stærkt forringede vilkår for størstedelen af borgerne i Holbæk Kommune, skriver Enhedslisten Holbæk Afdelings kontaktperson Birgitte Nybo i en pressemeddelelse.

– Vi har fået dårligere vilkår for vores børn og gamle. Vi har oplevet et kommunalbestyrelsesflertal, der mangler lydhørhed overfor kommunens borgere og ansatte, og som hellere lytter til konsulentfirmaer end til høringssvar fra brugere og medarbejdere med forkerte beslutninger til følge, fortsætter Birgitte Nybo.

Formulerer program
Hos Enhedslisten er man i fuld gang med at formulere et kommunalpolitisk program, der, med partiets egne ord “anviser en anden vej for Holbæk Kommune”.

Det kommunalpolitiske program forventes færdiggjort i løbet af foråret 2013 og vil til den tid blive præsenteret sammen med en samlet liste over Enhedslistens kandidater til kommunalvalget.

Men indtil videre er partiets spidskandidat altså fundet, den 53-årige Karen Thestrup Clausen.

Skriv et svar