Bilist måtte aflevere blodprøve efter færdselsuheld

En 41-årig kvinde fra St. Merløse blev lørdag aften anholdt for spirituskørsel.

Kort før klokken 23 måtte politi og redningsmandskab rykke ud til en færdselsulykke i krydset Gl. Skovvej/Ringstedvej, hvor to biler var stødt sammen.

Ifølge kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard, var en 41-årig kvinde fra Store-Merløse kommet kørende i en personbil ad Gl. Skovvej mod vest og ud på Ringstedvej, hvor hun blev påkørt af en 69-årig kvindelig bilist fra Holbæk.

Under afhøringen af den 41-årige fik politiet mistanke om, at hun var påvirket af spiritus, så hun blev anholdt og måtte aflevere en blodprøve, som nu skal undersøges for alkohol.

Ingen af de to kvinder kom til skade, men der skete skade på de implicerede biler.

Skriv et svar