Socialt Nytårsløb i Holbæk

Der er mange måder at støtte et godt formål på! – i Holbæk Løbe- og Motionsklub går man det med et løb til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Det første Nytårsløb i Holbæk blev løbet sidste år på årets sidste dag, og på trods af sne, kulde og glatte veje blev løbet en stor succes. Der var ca. 150 deltagere ude at løbe og til efterfølgende hygge i Foreningshuset ved Bjergmarksskolen.

Løbet gav et overskud på kr. 10.000,00, der blev doneret til den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse.

I år vil klubben forsøge at få endnu flere med, så der kan laves et endnu større beløb til Kræftens Bekæmpelse.

Ideen omkring et ”Socialt Nytårsløb” stammer fra Amager, hvor den lokale løbeklub hvert år den 31. december har samlet mange løbere fra hele Sjælland. Formålet med løbet på Amager har været at støtte kræftramte børn på Rigshospitalet.

At løbet er ”socialt” betyder, at det ikke gælder om at komme først, men at man løber eller går samlet i grupper på en bestemt kilometertid i stedet. Det handler som sagt ikke om at komme først, men at have en hyggelig løbetur/gåtur og en god oplevelse. Undervejs vil der være depoter med varm chokolade, kage, frugt, vand og saft.

Start og mål er ved Foreningshuset på Bjergmarksskolens parkeringsplads, og de forskellige start tider i løbet af formiddagen betyder, at ALLE vil være samlet i mål omkring kl. 11.45. Hvor Holbæk Løbe- og Motionsklub / Kræftens Bekæmpelse være vært ved champagne og kransekage, og vi ønsker hinanden et godt og lykkebringende nytår.

Vi vil gøre en forskel
– Vi er en klub med en god økonomi – Vi er en stor flok ”ildsjæle”, og vi har overskud i det frivillige arbejde til også at kunne støtte andre gode formål, fortæller formanden for Holbæk Løbe- og Motionsklub Hans Bruun-Jensen og fortsætter:

– Herudover vil vi gerne markedsføre os som en klub, hvor vi dyrker breddemotion.

– Vi kender alle sammen nogen, der er ramt eller har været ramt af den frygtelige sygdom: Kræft. Mulighederne for at blive helbredt er heldigvis blevet flere – men der er stadig brug for at der gøres en stor indsats for at samle midler til bl.a. forskning. Breddemotion kan være med til at forebygge kræft – og det er det vi ønsker som en del af vores løb, siger Hans Bruun-Jensen.

Travl dag
Hos HLMK er man godt klar over, at mange mennesker har travlt nytårsaftensdag.

– Vi ved godt at folk har mange gøremål på den sidste dag i året, men vi håber at rigtig mange vil prioritere det at møde nye motionistkollegaer, og samtidig støtte et godt formål, meget højt. Løbet vil samtidig være god inspiration til mange af de ”nytårsfortsæt” som folk får senere på aftenen den 31. december, siger Hans Bruun-Jensen.

Prisen for at deltage i løbet er kr. 100,00 for voksne og kr. 50,00 for børn under 15 år. Overskuddet går som nævnt til Kræftens Bekæmpelse.

For at tilmelde sig løbet skal man gå ind på Holbæk Løbe- og Motionsklubs hjemmeside, www.hlmk.dk

Skriv et svar