26. april 2024

Samarbejde på tværs, aktiv inddragelse af borgerne og tilbud til både unge og ældre. Det er tre af kerneområderne i Holbæk Kommunes nye kultur- og fritidspolitik.

Byrådet vedtog politikken i onsdags, og det betyder, at Holbæk Kommune nu for første gang har en samlet politik på kultur- og fritidsområdet. Politikken indeholder byrådets prioriteringer på området og deres mål for den kulturelle fremtid i Holbæk Kommune.

– Politikken er ikke udtømmende, men indeholder de væsentligste udviklingsområder. Vi vil især satse på aktiviteter, hvor borgerne deltager aktivt, og ikke så meget på aktiviteter, hvor borgerne er passive tilskuere, fortæller Emrah Tuncer, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Prioritering nødvendig
– Det er ingen hemmelighed, at økonomien er presset, og at der må prioriteres – også på de kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter. Vi skal derfor turde satse mere på de indsatser, der gør Holbæk Kommune stærk enten indadtil eller udadtil, siger Emrah Tuncer.

Alle borgere i Holbæk Kommune får fortsat mulighed for at skabe alsidige kultur- og fritidstilbud og aktiviteter, men nogle muligheder bliver prioriteret højere end andre. Byrådet peger på fire udviklingsområder, der i særlig grad skal satses på:

– Kultur- og fritidstilbud for og med alle
– Partnerskaber og samarbejde
– Livsfaser og kultur- og fritidstilbud
– Kompetencegivende miljøer

For at omsætte politikkens mål til praksis, går politikere og administration nu i gang med at udarbejde en udviklingsplan med konkrete tiltag. Den forventes at være færdig ved udgangen af september 2011.