29. marts 2024

Den TV-kendte danser, Thomas Evers Poulsen, kommer på Holbæk & Omegns Musikskole i Gundestrup og laver debat-foredrag og instruerer i dans.

Arrangementet finder sted tirsdag d. 22. april.

Det handler om at sætte sig mål! Sådan siger den Vild med Dans-kendte danser Thomas Evers Poulsen, som især sparkede benene væk under danskerne, da han svingede den daværende statsministerfrue Anne Mette Rasmussen rundt på dansegulvet i bedste sendetid.

Thomas Evers Poulsen besøger musikskolen i forbindelse med Dansens Dag, som fejres over hele landet d. 29. april, men som HOM altså tager et festligt forskud på denne tirsdag aften.

Debatforedraget kommer rundt om emner som vaner, fordomme og troen på sig selv, alt sammen emner, som Thomas Evers Poulsen har måttet føle konsekvenserne af på sin egen krop igennem hele sit liv. Snakken kommer naturligvis også en del ind på Thomas Evers Poulsens otte dansepartnere fra TV-udsendelsen Vild med Dans.

Og så skal der danses
Efter debat-foredraget spiller Reiners Big Band op med både standard- og latinrytmer, og Thomas Evers Poulsen vil instruere alle deltagere i dansens kunst. Det vil ske med et stort smil på læben, og hvad enten man er habil danser eller total nybegynder, så er man mere end velkommen til at flytte fødderne på dansegulvet. Thomas Evers Poulsen lover, at han nok skal hjælpe alle med at holde takten denne aften.

Arrangementet foregår tirsdag d. 22. april kl. 19.00 i den store koncertsal på HOM, Krovejen 26 i Gundestrup. Der er gratis adgang og alle er som sagt velkommen til at deltage.