Foto: Rolf Larsen.
En 81-årig mand fra Jyderup slap uskadt, da to biler kørte frontalt sammen i rundkørslen ved Kalundborgvej og Nykøbingvej i Snertinge. Den anden bilist kørte fra stedet efter sammenstødet.
Politiet fik anmeldelsen klokken 21.58. Den ene bil havde så store skader, at den ikke kunne køre videre. På stedet traf betjentene den 81-årige, som forklarede, at modparten var kørt væk.
En patrulje fandt efterfølgende den anden bilist i området. Det var en 27-årig mand fra Irland, som arbejdede i Danmark. Han erkendte, at han var kørt venstre om ind i rundkørslen, fordi han havde glemt, at der er højrekørsel i Danmark.
Manden forklarede, at han blev forskrækket og kørte til sin opholdsadresse. Politiet optog rapport om uheldet, og den 27-årige kan forvente at høre mere fra politiet.
