Foto: Rolf Larsen
En knallert kunne køre mindst 53 kilometer i timen, da politiet kontrollerede elevernes køretøjer ved Kildebjergskolen i Mørkøv. Den 15-årige fører blev sigtet.
Færdselsafdelingen og nærpolitiet i Holbæk gennemførte kontrollen sammen med SSP Holbæk, skolen og en klubmedarbejder. Fire knallerter, fire elcykler og ét elløbehjul blev undersøgt på et rullefelt, der måler køretøjernes topfart.
En 14-årig dreng blev standset på et elløbehjul, som kunne køre 35 kilometer i timen. En anden 14-årig kørte på en elcykel, der med gashåndtaget kunne køre 20 kilometer i timen uden brug af pedalerne. Ifølge politiet må elcykler højst kunne køre seks kilometer i timen uden pedaltråd.
De to 14-årige er under den kriminelle lavalder og kan derfor ikke straffes. Politiet oplyser dog, at køretøjerne kan konfiskeres, hvis de unge bliver standset igen.
Betjentene orienterede forældrene og talte med dem om reglerne.
