Arkivfoto: Rolf Larsen.
En 33-årig mand fra Holbæk blev mandag kørt på sygehuset efter et færdselsuheld på Østre Fælledvej i Holbæk.
Uheldet skete klokken 16.16, da en 50-årig kvinde fra Holbæk kom kørende ad Munkholmvej i nordvestlig retning og skulle svinge til højre i krydset ved Østre Fælledvej.
Samtidig kom den 33-årige kørende på racercykel ind i krydset og skulle fortsætte ligeud. Han blev ramt af den svingende bil og røg ud over cyklens styr, hvorefter han landede på kørebanen.
Bilisten og to vidner hjalp den tilskadekomne cyklist. Han kom ifølge politiet umiddelbart lettere til skade og blev kørt på sygehuset til kontrol.
