Politiet er søndag talstærkt tilstede i området omkring Grønneparken efter en skudepsiode.
Tre personer ramt ved skyderi i Holbæk
Tre mænd blev søndag eftermiddag ramt af skud i bebyggelsen Agervang i Holbæk. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er alle tre uden for livsfare.
Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 15.45 og rykkede efterfølgende ud med en større indsats flere steder i byen.
Ifølge politiet tyder de foreløbige oplysninger på, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø.
»Vi ved på nuværende tidspunkt, at tre mænd bliver ramt af skud. De skulle alle tre være uden for livsfare, og det er på nuværende tidspunkt vores klare overbevisning, at der er tale om et skyderi, der bunder i opgør i et kriminelt miljø. Men hvad motivet nærmere er, kan vi ikke sige«, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.
Politiet oplyser, at der forud for skyderiet var samlet en større gruppe mennesker i området, og at flere personer på et tidspunkt kom i slagsmål.
»Kort efter ankommer der så en mindre hvid bil til stedet, og det er i den forbindelse, at skyderiet sker. Bilen kører derfra, og vi ved, at en mand forsøger at køre efter den hvide bil. Han forulykker dog kort efter på Nørrevang, efter at han er kollideret med en anden bil. Den mand er nu anholdt, mens vi undersøger hans rolle nærmere. Men det er vores formodning, at han har været en del af den gruppe, der blev skudt mod«, siger Lars Krogsgaard.
Gerningsmændene er ifølge politiet kørt fra stedet i en hvid bil.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer vidner til at henvende sig.
»Har man set noget eller har man fotos eller video, der viser skyderiet eller optakten til det, så skal man kontakte politiet på 114. Det gælder også, hvis man har haft en bil parkeret i området, som kan have optaget noget. Vi har lige nu sat ganske mange kræfter af til at afhøre vidner og undersøge området for spor, så vi kan få dannet os et overblik over, hvad der er foregået«, siger Lars Krogsgaard.
Politiet har desuden oplyst, at personer, der har set mennesker eller køretøjer forlade området, også opfordres til at kontakte politiet.
Senest opdateret kl. 18.42.
Hvis du ikke kan se videoen herover, kan du tillade 3. parts cookies, eller se videoen på Youtube.com













