6. september 2026 08:20

Afspærringen af P-plads ved Gl. Havn Streetfood. Foto: Rolf Larsen.

Mange har de seneste dage spurgt sig selv, om der overhovedet var åbent hos Gl. Havn Streetfood på Holbæk Havn.

Hvor der tidligere var parkeringspladser foran streetfood-området, er der nu blevet spærret af, og et større område ved Kystliv Holbæk er blevet indhegnet i forbindelse med arbejder på pladsen. Set udefra har området derfor fremstået næsten lukket.

Men Gl. Havn Streetfood har hele tiden holdt åbent.

Parkeringspladser nedlagt

Baggrunden for ændringerne er en politisk beslutning i Holbæk Kommune om at håndhæve lokalplan 1.58 “Blegstræde Hage”. Som følge heraf er antallet af parkeringspladser ved Kystliv, stranden og havnen blevet reduceret.

Ifølge kommunen blev pladserne i stort omfang benyttet af kommunens egne medarbejdere og ansatte fra virksomheder i området. Det var med til at modarbejde lokalplanens formål om at skabe mere liv og aktivitet på havnen.

For at løse parkeringsudfordringen har kommunen indgået en aftale med Sidesporet. Aftalen betyder, at kommunens ansatte fremover kan benytte Kulturbiografens parkeringsplads på Filmtorvet, mens Sidesporet til gengæld får adgang til kommunens parkeringsareal ved Havnevej. Hensigten er at frigøre flere parkeringspladser til havnens besøgende.

Frygt for færre gæster

Hos Gl. Havn Streetfood har udviklingen dog skabt bekymring.

De erhvervsdrivende frygtede, at afspærringerne og de ændrede parkeringsforhold ville få færre gæster til at besøge området, fordi det kunne give indtryk af, at der var lukket eller vanskeligt at komme frem.

Kommunen reagerer

Nu er der dog fundet en løsning.

Efter dialog mellem de erhvervsdrivende og Holbæk Kommune er der med øjeblikkelig virkning blevet åbnet for den store plads foran Gl. Havn Streetfood, så kunder igen kan komme til butikkerne uden unødige forhindringer.

I en udtalelse på Facebook skriver Gl. Havn Streetfood:

“Vi har i samarbejde med repræsentanter for Holbæk Kommune fået åbnet for den store plads foran Gl. Havn Streetfood med øjeblikkelig virkning, så det igen er muligt at tilgå vores forretninger uden for mange forhindringer. Vi er taknemmelige for, at vi som erhvervsdrivende er blevet mødt med respekt og forståelse – og ikke mindst hurtig handling.”

Dermed er adgangen til området igen blevet væsentligt forbedret, samtidig med at arbejdet med at udvikle området ved Kystliv fortsætter.

Leave a Reply