Foto: Rigspolitiet.
En 20-årig mand blev torsdag aften anholdt, efter at han ifølge politiet forsøgte at undslippe en patrulje gennem Holbæk by.
Hændelsen begyndte klokken 18.23, da en patrulje observerede en bilist køre med høj hastighed på Stenhusvej. Politiet tændte de blå blink, men i stedet for at standse satte bilisten farten yderligere op, kørte over for rødt lys og fortsatte ad Fjordvej.
Kørslen endte på Kærsangervej, hvor bilen standsede. Føreren forsøgte herefter at forlade stedet til fods, men blev hurtigt indhentet og anholdt af politiet.
Den anholdte er en 20-årig mand fra Holbæk. Politiet fandt 0,6 gram hash på ham, og en narkometertest viste positivt resultat. Samtidig havde han ikke gyldigt kørekort.
Han blev sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven og kørt til udtagelse af en blodprøve.
I bilen befandt sig tre mandlige passagerer. Da der lugtede kraftigt af hash i køretøjet, blev alle personer kortvarigt tilbageholdt, mens bilen blev ransaget.
Ved ransagningen fandt politiet et slagvåben, en såkaldt totenschlæger, i førerdøren. Den 20-årige fører blev derfor også sigtet for besiddelse af våbnet.
En 16-årig passager fra Holbæk havde desuden 1,6 gram hash gemt i sine sokker. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Politiet oplyser, at både hans forældre og de sociale myndigheder vil blive orienteret om sagen.
Bilen blev beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel. Det viste sig at være en lejebil, som var lejet af en 20-årig mand fra Roskilde, der sad som passager i bilen.
Han protesterede mod beslaglæggelsen, og spørgsmålet skal derfor afgøres af retten. Samtidig er han blevet sigtet for at have overladt køretøjet til en person uden gyldigt kørekort.
