Kongeparret modtager gaven. Foto: Holbæk Kommune.
I forbindeles med modtagelsen på Det Gamle Rådhus fik kongeparret overrakt en gave med stærke lokale rødder.
Gaven var et cirka 150 centimeter højt æbletræ af sorten ”Nonnetit fra Odstrup”, plantet i en krukke fra en lokal virksomhed i Ugerløse og placeret i et egetræsstativ fremstillet af Tømrermester EBH Byg. Med gaven fulgte også et messingskilt med oplysninger om æblesorten og anledningen.
Over stativet var placeret et særligt klæde skabt af den lokale kunstner Signe Andreasen. Klædet er fremstillet af indsamlede hvide genbrugstekstiler fra blandt andet konfirmationer og bryllupper og indgår sammen med æbletræet, krukken og messingskiltet som den samlede gave til Kongeparret.
Da kongeparret senere på dagen var på Hørby Havn tog de et andet Nonnetit fra Odstrup, som er plantet på havnen i øjensyn, inden de spadserede til Hørby Færgekro for at indtage frokost.
