16. juni 2026 18:13
Emrah Tuncer.

Emrah Tuncer. Foto: Holbæk Kommune.

Formand for Skole- og Udannelsesudvalget, Emrah Tuncer (R) vil nu se fremad og skabe forbedringer på Jyderup Skole efter administrationens redegørelse har peget på bl.a. ledelesproblemer på skolen.

Redegørelsen er udarbejdet på baggrund af en henvendelse fra en gruppe forældre i februar i år med oplevelser af alvorlige udfordringer med konflikter og mobning samt håndteringen af disse på skolen, herunder 32 konkrete episoder over en treårig periode.

Redegørelsen, som er udarbejdet af kommunens administration, konkluderer, at problemerne på Jyderup Skole ikke kun skyldes konkrete konflikter og mobning, men også hænger sammen med ledelsesudskiftninger, kulturudfordringer og mangelfuld kommunikation. Samtidig peger rapporten på, at både skole og forvaltning burde have grebet tidligere og mere systematisk ind for at sikre trivsel og tryghed.

Tuncer: Grundig redegørelse

-”Jeg synes, at administrationen har lavet en grundig redegørelse, hvor alle episoder er blevet gennemgået og belyst. Det er også vigtigt for mig at sige, at administrationen er meget tydelig i kritikken af sig selv og de steder, hvor man vurderer, at både skole og administration burde have handlet anderledes eller tidligere,” fortæller Emrah Tuncer, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.

Han understreger, at det nu skal handle om at skabe varige forbedringer på skolen.

-”Vi har alle et fælles ansvar for at få rettet op på udfordringerne og sikre, at børn og forældre igen oplever Jyderup Skole som et trygt sted at være. Derfor er det vigtigste nu også, at vi lærer af det, der er sket, og omsætter det til konkrete forbedringer i hverdagen for børnene, og det arbejde er i fuld gang,” fortæller Emrah Tuncer.

Læs også: Redegørelse peger på ledelses- og kulturproblemer på Jyderup Skole og Direktør: Det skal være godt og trygt at gå i skole

Leave a Reply