7. juni 2026 22:21
Holbæk Sportsby. Foto: Rolf Larsen.

Holbæk Sportsby. Foto: Rolf Larsen.

Kommunalbestyrelsen i Holbæk godkendte på sit møde i onsdags, at frigive en million kroner til udarbejdelsen af en helhedsplan for den videre udvikling af Holbæk Sportsby.

Helhedsplanen skal danne rammerne for den fremtidige udbygning af Sportsbyen og blandt andet omfatte funktioner, infrastruktur, klimatilpasning, natur, byrum og arkitektonisk kvalitet. Kommunalbestyrelsen besluttede allerede i juni 2025, at der skulle arbejdes videre med planerne for området, herunder etablering af et indendørs padelcenter.

Baggrunden er blandt andet en analyserapport fra DGI, som anbefaler et indendørs padelcenter, et springcenter og en ny multihal i Sportsbyen. Flere lokale foreninger har samtidig peget på stigende medlemstal og kapacitetsproblemer i de nuværende faciliteter.

Ifølge sagen er der behov for en samlet plan, så udbygningen kan ske i etaper med fælles fokus på arkitektur, funktionalitet og logistik. Udbygningen ventes at foregå over flere faser, hvor blandt andet padelprojektet er længere fremme end planerne om et springcenter.

Økonomiudvalget tilføjede under behandlingen, at helhedsplanen også skal tage højde for kapaciteten i kommunens øvrige idrætsfaciliteter, muligheder for energioptimering samt aktiviteter, der kan bidrage til at reducere drifts- og anlægsudgifterne.

Leave a Reply