Stockfoto: Pixabay.com
I dag, lørdag, åbner Kunsthøjskolen på Ladegårdsallén 5 dørene til åbent hus og stor fællesudstilling, hvor forårsholdets arbejde bliver vist frem.
Udstillingen markerer afslutningen på en intensiv periode i skolens værksteder, og besøgende får mulighed for at opleve både de kunstneriske processer og de færdige værker.
Der vil være værker fra seks forskellige værksteder: animation, keramik, grafisk design og serigrafi, maleri, smykker samt Værksted for Ting & Sager.
Blandt andet kan gæsterne opleve håndtegnet animation, skulpturelle keramiske værker, serigrafiske tryk, abstrakt maleri, håndlavede smykker og eksperimenterende installationer.
Dagens program begynder klokken 12, hvor udstillingerne åbner. Klokken 13 byder forstander Michael Nielen velkommen, og klokken 15 er der guidet rundvisning med fokus på værkstederne, de lange kurser og livet på højskolen.
Der serveres kaffe og kage hele dagen, og Kunsthøjskolen oplyser, at både naboer, venner, familie og kommende elever er velkomne.
Arrangementet slutter klokken 17.
