Stockfoto: Pixabay.com
I dag, lørdag den 23. maj, begynder Kunst i Pinsen, hvor 33 kunstnere og udstillingssteder i Holbæk Kommune inviterer indenfor til en weekend med kunst og åbne værksteder. Arrangementet fortsætter frem til mandag den 25. maj.
Kunst i Pinsen er en del af et større fælles arrangement på Midt- og Vestsjælland med mere end 150 deltagende kunstnere og gallerier. Publikum kan blandt andet opleve maleri, keramik, glas, smykkekunst, tekstil og vævning samt få indblik i kunstnernes arbejdsprocesser og værksteder.
Ifølge kulturformidler Stine Marie Mortensen giver arrangementet en særlig mulighed for at komme tættere på kunsten og kunstnerne.
– Når kunstnerne åbner deres værksteder og er til stede, får man adgang til både processen bag værkerne og de historier, der ellers ikke er synlige. Det giver en mere personlig og nærværende kunstoplevelse, siger hun i pressemeddelelsen.
Arrangementet er gratis og henvender sig til både kunstinteresserede og nysgerrige besøgende i alle aldre. Der er åbent alle dage fra klokken 10 til 16.
Der er desuden en optaktsudstilling på Holbæk Bibliotek med værker fra flere af de deltagende kunstnere.
Mere information om deltagere og adresser findes på www.kunstipinsen.dk.
