En 32-årig mand er tirsdag ved Retten i Holbæk blevet idømt syv år og seks måneders fængsel for blandt andet voldtægt, frihedsberøvelse, røveri, afpresning og bedrageri.
Manden var tiltalt i flere forhold. I en af sagerne blev han dømt for røveri mod en kvinde i hendes hjem. Han havde opsøgt kvinden efter en aftale om samleje mod betaling, og ved trusler om vold samt henvisning til relationer til rocker- og bandemiljøet fik han hende til at udlevere penge. Han blev også dømt for bedrageri mod kvinden, fordi han ikke betalte for to samlejer.
I et andet forhold, begået to dage senere, blev han dømt for frihedsberøvelse, afpresning og flere voldtægter mod en anden kvinde. Ifølge sagen havde han lokket kvinden til en adresse i Skamstrup med henblik på samleje mod betaling. Under henvisning til sine relationer til rocker- og bandemiljøet fik han hende til at udlevere penge til ham. Under frihedsberøvelsen voldtog han kvinden fire gange og truede hende til ikke at kontakte politiet.
Derudover blev den 32-årige dømt for flere røverier mod dagligvarebutikker og en kiosk i København, Hedehusene, Jyderup, Ølstykke og Brøndby. Alle forholdene blev begået inden for cirka tre uger.
Senioranklager Anne-Mette Seerup siger, at sagen har tegnet et billede af en mand, der over en kort periode begik flere alvorlige forbrydelser mod forskellige forurettede.
”Derfor er jeg meget tilfreds med, at retten i vidt omfang har fundet tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og har idømt ham en længere fængselsstraf,” siger hun.
Den dømte var varetægtsfængslet under sagen og forblev fængslet efter dommen. Han har taget betænkningstid i forhold til en eventuel anke.
:NB:

Det kan undre, at udvisning ikke er en del af dommen