16. juni 2026 16:50
Fra Store Åmose.

Billede fra store Åmose. Foto: Honymand <a href="https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/deed.en">(CC BY-SA 4.0)</a>

Naturpark Åmosen har modtaget 13 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til opførelsen af et nyt naturrum og en indgangsportal ved Skarresø på Vestsjælland.

Holbæk Kommune bidrager samtidig med 2,3 millioner kroner til projektet.

Det kommende naturrum skal fungere som en central indgang til den 8.500 hektar store naturpark og skabe et nyt samlingspunkt for både lokale borgere og besøgende.

Projektet er udviklet i samarbejde mellem Naturpark Åmosen, Jyderup Fonden og foreningen Jyderups Fremtid, som gennem mere end ti år har arbejdet for at etablere et samlingssted ved Skarresø.

– Naturpark Åmosen er et helt særligt landskab, men det har manglet et sted, hvor fortællingen kan begynde. Naturrummet ved Skarresø skal blive netop det sted, siger direktør i Naturpark Åmosen, Lena Thulstrup Andreassen.

Naturrummet skal placeres mellem Skarresø, skoven og mosen og bliver et indendørs formidlingssted med plads til aktiviteter, undervisning, foredrag og arrangementer året rundt.

Projektet udvikles med fokus på bæredygtige materialer og skal indpasses i landskabet med udsigt over både sø og mose.

Holbæk Kommune fremhæver projektet som vigtigt for udviklingen af natur, friluftsliv og turisme i området.

– Det er fantastisk, at Naturparken nu får en indgangsportal, der kan styrke både formidling af områdets kvaliteter og bruges til aktiviteter og arrangementer til gavn for lokalsamfundet og besøgende, siger Holbæk Kommunes borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Leave a Reply