16. juni 2026 17:44
Holbæk bymidte

Foto: (CC BY 4.0) Klimadatastyrelsen.

Holbæk Kommune, Holbæk Byforum og Kulturforum styrker nu samarbejdet om at skabe en mere levende og attraktiv bymidte i Holbæk.

Arbejdet tager blandt andet udgangspunkt i erhverv, kultur og den vedtagne udviklingsplan for Holbæk bymidte. Et centralt element bliver at se på en tilpasning af lokalplanen for midtbyen.

På Plan- og Erhvervsudvalgets møde i april blev det besluttet at igangsætte en tilpasning af lokalplan 1.10 for Holbæk bymidte.

– Vi kigger på en tilpasning af lokalplanen, så anvendelsesbestemmelserne kommer til at matche det handelsliv, vi ser ind i. Lokalplanen er jo fra 90’erne, og meget har ændret sig siden – især vores handelsmønstre, siger Karin Kragsig Peschardt, landskabsarkitekt og planlægger i Klima, Miljø og Erhverv hos Holbæk Kommune.

Samarbejdet om bymidten foregår mellem kommunens erhvervs- og kulturområder, Holbæk Byforum og Kulturforum, som mødes kvartalsvis for at følge op på forskellige initiativer.

En del af arbejdet handler også om at styrke dialogen om kulturelle indsatser og inddrage ejendomsejere i midtbyen.

– Fra kommunens side kan vi facilitere og understøtte, men alle har et ansvar for at sikre en attraktiv bymidte, siger Karin Kragsig Peschardt i en pressemeddelelse fra Holbæk Kommune.

Hun understreger samtidig, at arbejdet med bymidten er en længere proces.

– Det er ikke et quick fix, vi laver. Vi tager et langt sejt træk med arbejdet med de forskellige initiativer, der samlet skal skabe en mere levende bymidte, der er rustet til fremtidens behov og borgernes forventninger til, hvad en bymidte skal kunne, siger hun.

Når lokalplanen er revideret, skal den sendes i offentlig høring, før den kan vedtages politisk.

Leave a Reply