Foto: Rolf Larsen.
Midt- og Vestsjællands Politi søger et vidne efter en episode på Østre Fælledvej i Holbæk, hvor en ældre mand blev væltet omkuld i forbindelse med et salg af en barstol.
Hændelsen fandt sted mandag den 13. april omkring klokken 16.15. Den ældre mand havde sat en barstol til salg for 100 kroner, da en mand dukkede op på adressen og spurgte, om han måtte få stolen gratis. Ifølge politiet havde manden allerede lagt stolen ind i bagagerummet på sin bil, da den ældre mand afviste ønsket.
Der opstod herefter et håndgemæng mellem de to, hvor den ældre mand faldt omkuld. Den anden mand forsøgte efterfølgende at hjælpe ham op uden held. Kort efter stoppede en yngre mand i bil og hjalp den ældre mand ind i hjemmet sammen med hans rollator, mens den formodede køber kørte fra stedet med stolen.
Den ældre mand pådrog sig en alvorlig hofteskade og blev senere indlagt efter hjemmeplejen tilkaldte en ambulance.
Politiet oplyser, at sagen først senere blev anmeldt, og efterforskningen går nu blandt andet ud på at identificere både den formodede køber og det vidne, som hjalp den ældre mand efter faldet.
Den formodede køber beskrives som 50-60 år, 175-180 centimeter høj, hvid i huden og dansktalende.
Vidnet beskrives som en mand på 25-35 år med kort mørkt hår, hvid i huden og iført en hvid skjorte med opsmøgede ærmer.
Politiet hører gerne fra personer, der har oplysninger om episoden, som fandt sted nær Munkholmvej tæt ved Netto. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
