Illustration: Holbaekonline.dk/ai
To unge mænd blev tirsdag eftermiddag anholdt, efter at de angiveligt havde stjålet paller og jernrør fra en virksomhed i Industriparken i Jyderup.
Anmeldelsen indløb klokken 13.06, hvor det blev oplyst, at to mænd i en varevogn var kørt ind på virksomhedens område og havde taget et antal plastikpaller samt nogle jernrør. Da en ansat opdagede dem, forlod de stedet i varevognen.
Kort efter fik en politipatrulje kontakt til varebilen ved Stenlille, hvor den blev standset. I bilen befandt der sig to unge mænd på 19 og 17 år, begge fra Rumænien, som blev anholdt. I varebilen fandt politiet omkring 120 kvartpaller.
De to anholdte blev efterfølgende bragt til politigården i Roskilde til afhøring. Politiet undersøger nu, om de kan sættes i forbindelse med andre lignende sager.
Den 17-årige blev løsladt med besked om at møde igen om et par dage, og politiet har i den forbindelse inddraget hans pas. Den 19-årige er fortsat frihedsberøvet i tre døgn efter udlændingelovens bestemmelser. Varebilen er blevet beslaglagt af politiet.
