Arkivfoto: Rolf Larsen.
En 21-årig mand fra Odsherred er ved Retten i Holbæk blevet idømt fire års fængsel for omfattende salg af euforiserende stoffer i Tølløse og omegn.
Sagen begyndte den 13. juni 2025, hvor manden blev standset af politiet på Skovvejen i Mørkøv. Ved den lejlighed blev han fundet i besiddelse af 42 gram kokain, 50 gram ketamin og knap 500 gram hash.
Den efterfølgende efterforskning viste, at den 21-årige havde videreoverdraget mindst 500 gram kokain, mindst 400 gram ketamin og mindst et kilo hash.
-“Der er tale om systematisk distribution af hårde stoffer over en længere periode. Det er kriminalitet, der skaber utryghed og har klare konsekvenser – både for den enkelte og for lokalsamfundet. Dommen afspejler sagens alvor, og retten har takseret det til en længerevarende fængselsstraf”, siger anklager Agnes Møller fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Ud over narkosagen blev den 21-årige også dømt for besiddelse af kniv, narkokørsel og overtrædelse af lov om elektroniske cigaretter.
Efter dommen tog den 21-årige betænkningstid i forhold til en eventuel anke. Han blev varetægtsfængslet efter dommen og har kæret fængslingen.
