Foto: Pixabay.com
En 37-årig kvinde fra Holbæk er ved Retten i Roskilde blevet dømt for tyveri fra beboere på et plejehjem, hvor hun arbejdede som vikar.
Kvinden blev dømt for på et ældrecenter i Kirke Hyllinge at have stjålet smykker fra tre beboere. Smykkerne blev senere fundet hjemme hos hende, og retten fandt hende skyldig, selvom hun nægtede forholdene.
Hun var også tiltalt for flere andre tyverier fra både Kirke Hyllinge og et plejecenter i Taastrup, men her fandt retten det ikke bevist, at det var hende, der stod bag.
Til gengæld blev hun dømt for bedrageri ved at have skaffet sig ansættelser på flere plejecentre ved brug af en falsk, ren straffeattest, selvom hun tidligere var dømt for tyveri og databedrageri.
Kvinden er idømt seks måneders fængsel, frakendt retten til at arbejde med pleje i to år og har fået en advarsel om udvisning.
-“Det har været vores vurdering, at kvinden også var skyldig i de øvrige tyveriforhold, men vi tager til efterretning, at retten ikke har fundet beviserne stærke nok i de forhold. Selvom sagen har trukket længe ud, så har retten alligevel valgt at afsige en mærkbar frihedsstraf, der afspejler, at kvinden har misbrugt sit betroede hverv som ansat på plejecentre”, siger anklager Aino Stender fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Tyverierne fandt sted i 2020 og 2021. Kvinden blev tiltalt i 2022, og sagen blev først afgjort efter i alt 13 retsmøder, blandt andet fordi hun flere gange udeblev eller meldte sig syg.
