11. april 2026

Foto: Jesper Staffeldt og Rolf Larsen.

Et nyt billetsamarbejde mellem Færgefarten Orø-Holbæk og Østre Færge A/S er på dagsordenen, når Plan- og Erhvervsudvalget mødes den 7. april. Forslaget går ud på at forenkle billetsystemet og give passagererne større fleksibilitet.

Ifølge indstillingen skal der fremover kun sælges returbilletter, og billettering skal udelukkende ske på turen til Orø. Når passagererne rejser fra Orø, kan de frit vælge, hvilken af de to færger de vil benytte, uden at skulle købe billet dér.

Formålet er at skabe en enklere billetstruktur og gøre det lettere for både borgere, virksomheder og turister at benytte færgerne. Samarbejdet skal omfatte alle billettyper, men der lægges ikke op til ens priser på de to færger.

Ordningen foreslås afprøvet i et år. Herefter skal den evalueres med fokus på blandt andet rejsemønstre og økonomi, før der eventuelt træffes beslutning om en permanent løsning.

Sagen skal efterfølgende behandles i både Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Leave a Reply