Arkivfoto: Rolf Larsen.
En 17-årig ung mand og hans søster er sigtet i forbindelse med en knivepisode torsdag i Holbæk.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Som vi tidliger har skrevet modtog politiet ved 12.30-tiden en anmeldelse om et skænderi mellem to unge mænd på en uddannelsesinstitution, hvor der blev trukket en kniv.
Under skænderiet skubbede den 17-årige den anden part hårdt i brystet og fægtede efterfølgende med en kniv. Den forurettede, en 20-årig lokal mand, pådrog sig afværgeskader på hænderne.
Den 17-årige blev anholdt på sin adresse cirka en time efter episoden. Politiet har efterfølgende søgt i området efter kniven, men uden at finde den.
Han er sigtet for vold og overtrædelse af knivloven.
I forbindelse med sagen blev også hans søster anholdt, da hun er mistænkt for at have forsøgt at true den forurettede til ikke at anmelde forholdet. Begge er siden blevet løsladt efter afhøring.
Læs også: Trak kniv under skænderi
