Jyderup Fængsel. Foto: Danmarks Fængsler
“Vi er her med livet som indsats” – sådan skriver talskvinden for enheden C i Jyderup Fængsel i et brev til direktøren for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen.
Ifølge Ekstrabladet.dk retter de indsatte i Jyderup Fængsel kritik af sundhedsforholdene i fængslet.
I brevet skriver de indsattes talskvinde, at sundhedshjælpen ikke fungerer i praksis, og at indsatte oplever, at de får at vide, at det ikke kan betale sig at klage samt hvordan nogle syge medfanger må hjælpes af andre indsatte.
Der har de seneste måneder lydt kritik af sundhedsforholdene fra indsatte i andre fængsler efter den 38-årige Rawad Khaled Ghoneim, i begyndelsen af året døde i sin celle i Kragskovhede Fængsel i Nordjylland.
Danmarks Fængsler oplyser, at kritikken tages alvorligt, og at man har sat et arbejde i gang for at gennemgå området og se på mulige forbedringer.
Jyderup Fængsel er et kvindefængsel med plads til 143 indsatte, hvoraf 58 er arrestpladser, 45 er åbne pladser og 40 er lukkede pladser. Fængslet modtager kvinder fra hele landet.
