14. marts 2026

Foto: Godrone/Pixabay.com

Holbæk Kommune har opnået en 3. plads i kåringen som Årets Ungdomskommune 2026. Prisen uddeles af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd – til en kommune, der gør en særlig indsats for det gode ungdomsliv.

Ifølge bedømmelsen har dommerpanelet lagt vægt på, at Holbæk Kommune i en geografisk stor kommune har arbejdet målrettet for at sikre lokale fællesskaber og adgang til fritidsaktiviteter i hele kommunen. Indsatsen skal sikre, at unge kan deltage i meningsfulde fællesskaber tæt på deres hverdag.

2. pladsen går til Sønderborg Kommune, mens Tårnby Kommune modtager titlen som Årets Ungdomskommune 2026.

I begrundelsen fremhæver DUF, at Holbæk Kommune har haft fokus på at skabe lige muligheder for deltagelse i foreningslivet på trods af store geografiske afstande.

-”Holbæk Kommune er i top tre over ungdomskommuner, fordi de viser, hvordan stærk lokal forankring kan gøre en forskel for unges hverdag. De har arbejdet målrettet for at sikre, at unge i alle dele af kommunen har adgang til fællesskaber og fritidsaktiviteter tæt på, hvor de bor. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan man kan skabe lige muligheder for deltagelse – også i en geografisk stor kommune”, siger Anneline Larsen, forperson i DUF.

Holbæk Kommune har desuden samarbejdet systematisk med civilsamfund og erhvervsliv samt igangsat et projekt med Den Sociale Investeringsfond for at hjælpe unge, der mistrives.

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) glæder sig over anerkendelsen.

-”Jeg er virkelig stolt over, at Holbæk Kommune endnu engang er blandt top 3, når DUF udpeger Årets Ungdomskommune. Det vidner om dét, jeg også ser i hverdagen. At vi arbejder målrettet på, at alle unge skal være en del af fællesskabet, hvilket vi gør på rigtig mange måder. Både i den direkte kontakt med de unge og blandt de mange foreninger i vores lokalområder”, udtaler hun og fortsætter:

-“Ambitionen om, at alle unge skal være en del af fællesskabet, ses også gennem vores strategiske samarbejder med Ungehuset Lucerna og Den Sociale Investeringsfond med vores deltagelse i det nationale projekt ”Fælles om ungelivet”. Vi vil gøre fritidsliv tilgængeligt for alle unge i hele kommunen og skabe gode fællesskaber. Vi takker for den fine anerkendelse fra DUF og fortsætter arbejdet med at skabe plads til alle unge i fællesskabet,”

Leave a Reply