7. juni 2026 21:54

Mette Larsen har været i Bauhaus i 25 år. Foto: Bauhaus

Den 26. februar kan Mette Larsen fejre 25-års jubilæum i Bauhaus Holbæk. Gennem et kvart århundrede har hun været en fast del af varehuset og har oplevet en markant udvikling fra manuelle arbejdsgange og bunker af faxpapir til en moderne, digital hverdag.

Mette begyndte sin tid i Bauhaus i havecentret med ansvar for det udendørs område. Her fandt hun hurtigt sin plads.

-”Jeg satte en ære i, at det skulle se ordentligt ud, og at det skulle være en fryd for kunderne at besøge os,” fortæller hun.

Tiden i havecentret husker hun som en periode, hvor hun kunne sætte sit personlige præg og bidrage til en god kundeoplevelse.

Fra havecenter til varemodtagelse

Senere blev Mette driftsassistent og fik dermed et bredere indblik i varehusets dagligdag.

De seneste 12 til 14 år har hun arbejdet som kontorassistent i varemodtagelsen. Her sætter hun pris på den variation, arbejdsdagen byder på.

-”Der er aldrig to dage, der er ens, og det er noget af det, jeg holder allermest af ved at arbejde i Bauhaus,” siger hun.

En hverdag i forandring

Når Mette ser tilbage på sine 25 år, er det især udviklingen i arbejdsgangene, der springer i øjnene.

-”Da jeg startede, bestilte vi varer til avisen på en stor bunke faxpapir, som gik rundt i alle afdelinger. Hver afdeling skrev deres bestilling, og bagefter blev det hele tastet ind,” fortæller hun.

Også nedskrivning af varer og kundeordrer foregik på papir, og økonomisager blev sendt frem og tilbage med posten.

-”Det er lidt sjovt at tænke på i dag. Heldigvis er det blevet meget nemmere, og næsten alt foregår digitalt nu,” siger hun.

Fællesskabet som drivkraft

Det er ifølge Mette ikke én enkelt faktor, der har fået hende til at blive i Bauhaus i 25 år, men helheden i arbejdet. De spændende opgaver, samarbejdet med kollegerne og muligheden for at hjælpe, når der opstår udfordringer.

-”Jeg har det bedst, når vi er med, så hjulet ikke går i stå. Jeg strækker mig langt for, at det skal lykkes, og jeg er veltilpas, når mine opgaver spiller,” fortæller hun.

Hun beskriver sig selv som en dedikeret medarbejder, der trives med ansvar og samarbejde.

Haveglæde og familietid

Interessen for planter og blomster stopper ikke efter arbejdstid. I fritiden nyder Mette at gå i haven og fordybe sig i det, der spirer og gror. Hun laver også gerne juledekorationer og adventskranse.

Familien fylder dog mest.

-”Det allerbedste jeg ved, er at tilbringe tid med hele klanen,” siger hun. Hun har to børnebørn og et tredje på vej.

Som hun selv formulerer det:

-”De 2,5 børnebørn er kommet ud af de dejligste tøser og de bedste svigersønner, man kan tænke sig.”

Leave a Reply