14. marts 2026

Arkvifoto: Rolf Larsen.

Skole- og Uddannelsesudvalget i Holbæk Kommune har godkendt det videre arbejde med samarbejdsforummet ’Sammen om Folkeskolen’. Forummet skal styrke den fælles politiske retning for folkeskolen og sikre bred inddragelse med fokus på frihed, faglighed og fællesskab.

Udvalget har godkendt kommissoriet for samarbejdet, som samler politikere, faglige organisationer, medarbejdere, forældre og elever om den fortsatte udvikling af folkeskolen i kommunen.

-“Med Sammen om Folkeskolen skaber vi et fælles rum for dialog om folkeskolens udvikling. Når alle involverede deler viden og perspektiver, står vi stærkere i arbejdet med at fastholde en skole med høj faglighed, frihed i hverdagen og stærke fællesskaber. Det er afgørende, hvis vi skal lykkes med at styrke og udvikle fremtidens folkeskole,” fortæller Emrah Tuncer, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.

Formålet med forummet er at understøtte dialog, vidensdeling og et fælles ansvar for skolens fortsatte udvikling. Samtidig skal det sikre tydelig inddragelse og kvalificering af de politiske beslutninger på skoleområdet.

Fra frihedsforsøg til fælles retning

Holbæk Kommune deltog fra 2021 til 2024 i regeringens frihedsforsøg på folkeskoleområdet sammen med Esbjerg Kommune. Kommunalbestyrelsen fastlagde lokale rammer, der gav skolerne større frihed til at tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i tre pejlemærker: frihed, faglighed og fællesskab.

Politisk blev det desuden besluttet at nedsætte en følgegruppe, som fulgte udviklingen, delte viden, samarbejdede om skolens udvikling og skabte et fælles billede af skolernes arbejde. Dette samarbejde danner grundlag for den videre udvikling mod ’Sammen om Folkeskolen’, hvor perspektiver og indsatser samles på tværs for at understøtte udviklingen af folkeskolen i Holbæk Kommune.

Fremadrettet skal forummet fortsætte dette arbejde og samtidig have et særligt fokus på den inkluderende folkeskole og fremtidens specialundervisning. Ambitionen er, at udfordringer og løsninger drøftes i fællesskab, så indsatserne bygger på både faglig viden og praksiserfaring.

-“Vi står over for komplekse opgaver på skoleområdet. Derfor er det afgørende, at vi arbejder sammen på tværs og lytter til hinanden. Sammen om skolen giver os mulighed for at kvalificere beslutningerne og sikre, at udviklingen sker med børnene i centrum,” fortæller Emrah Tuncer.

’Sammen om Folkeskolen’ skal mødes tre gange årligt og ses i sammenhæng med Skole- og Uddannelsesudvalgets øvrige dialogfora, herunder kvalitets- og udviklingsdialoger med skolerne.

Leave a Reply